Jazz og diamanter. Inspirationen fra et vibrerende afroamerikansk miljø fra 1920ernes Harlem, New York.
Inspirationen til The Renaissance Ballroom Collection stammer fra en af mine mange rejser til New York City, hvor jeg blev fascineret af forestillingen om den glamour og elegance, der udstrålede fra det gamle legendariske danseteater Renaissance Ballroom i Harlem. Her mødtes det afroamerikanske samfund i 1920erne og 30erne og dansede til vibrerende jazz i cool jakkesæt, glimtende festkjoler, fjerboaer og høje hæle.
I Harlem finder jeg et inspirerende og spændende miks af det rå miljø i gaderne og så den helt fantastiske stemning i og omkring det legendariske ballroom, som kort efter mit besøg blev revet ned. Således står min smykkekollektion nu som en hyldest til dette sted. Kollektionen er luksuriøs og prydet med et væld af brune og champagnefarvede diamanter.